Riding base "THE VALLEY OF ROSES "
The Valley of Roses
Lige midt i Bulgarien – mellem byerne Karlovo og Kazanlak; Balkanbjergene og dennes lillebror Sredna Gora bjergene – kan du i slutningen af maj og begyndelsen af juni opleve et blomsterhav og en duft af roser, som du sidenhen altid vil forbinde med Bulgarien. Roserne blomstrer kun kort og plukningen foregår i de tidlige morgentimer inden solen har fået fat og fordampningen af de dyrebare dråber til parfumer begynder. Roserne passes året rundt, og buskene ser måske vilde og utilpasssede ud ved første syn, men sådan skal de se ud, når noget af verdens dyreste råstof skal udvindes. |
Der går over 3.000 kg rosen knopper til 1 kg rosenolie, der igen koster mere end 3.000 USD på verdensmarkedet. På dansk kalder vi dette pragtfulde sted for Rosernes dal, og det har lagt navn til vores sommerbase.
Riding base ”The Valley of Roses ”
Langt inde i bjergene i Rosernes dal ligger den lille hengemte landsby Svezhen fyldt med spændende historier og fremmedartet levevis omgivet af bjerge, søer, gamle skove, åbne enge med græssende køer og får og hvor marker, der på størrelse med frimærker endnu dyrkes med håndkraft. Oplevelserne fra hesteryg i dette område er et vaske ægte kultur- & natureventyr. Det tager ca. 1 time at ride fra Riding base "The Valley of Roses" ned til landsbyen, og der er ingen asfaltvej herop.
Højt hævet over landsbyen i ca. 1000 m o.h. ligger hytten, der er er del af basen. Hytten er i 3 etager og delvist nyistansat. Den minder om et vandrehjem og fungerede som sådan under kommunismen; der er ca. 25 sengepladser fordelt på 2-3-4-5 og 6 sengsværelser. Værelserne er delvist renoverede. Der er toiletter og badeværelse på hver etage. Endvidere kombineret spise- & pejsestue. Man kan spille bordtennis i hytten, hvor der også er forskellige brætspil, kort og terninge-spil. Standarten er enkel og pæn. Lige udenfor hytten ligger sommerstalden. I sommerugerne har vi en del af hestene udstationeret her. Det er en rigtig sommeroplevelse for vores heste.
Det er her der er to overnatninger på vores ”Balkan Trail”.
Svezhen
Landbyen Svezhen og hytten ligger i forbjerge til Balkanbjergene. Sredna Gora, som bjergene hedder – eller Balkanbjergenes lillebror, når i dette område op i over 1200 m. Det er dybt inde i disse bjerge landsbyen ligger.
Svezhen lige frem emmer af historie og atmosfære. Landbyen er som et levende museum og dagligdagen her står i skærende kontrast til vores fortravlede hverdag. Det føles som om tiden er gået i stå. Byen er mere end 600 år gammel og er i dag udpeget til arkitektonisk – historisk reservat. Mange af husene er flere hundrede år gamle. Bag de høje mure lever de folkelige traditioner og langt de fleste er selvforsynende både sommer og vinter. Det er ikke ualmindeligt, at familien har én ko, én gris, ét æsel, måske et par geder eller får, høns, katte og en hund.
Der er kroen, der åbner på et særligt signal. Der er kolonial handlen, hvor man kan købe alt – og findes det, man søger, ikke her, er det nok fordi man kan leve foruden, ihvertfald et par dage. Ved floden ligger landsbyens store hjemmebrænderi, hvor der i kæmpe kobberkar koges brændevinen rakija af blommer. I sæsonen foregår produktionen i døgndrift. Kirken ligger som i enhver gammel by midt i landsbyen og har efter mange års hensynen atter fået en aktiv rolle til højtiderne og på de særlige mærkedage. Midt i landsbyen finder man også torvet omkranset af en lille have med høje duftende lindetræer og den eneste store bygning, udover den nu nedlagte skole, der er i brug. Her har borgmesteren sit kontor, der er posthus, bibliotek og sågar en biografsal. Man kan stadig se bageriet, der desværre netop er lukket: Den forsynede den nordlige ende af den 3,5 km lange landsby med brød om formiddagen og den sydlige ende om eftermiddagen. Der bagtes én slags brød – og det var godt! Nu er det blot et minde og brødet kommer fra et storbageri ca. 20 km herfra. En gang var landbyen en stor provinsby med over 5000 indbyggere og et sprudlende liv. I dag er kun 192 indbyggere tilbage. Den yngste er i 30’erne – den ældste nærmer sig de 100.
Nature Adventure på Riding base "The Valley of Roses”
Vi befinder os i bjergene langt over havets overflade - fra 600 m til over 1100 m. Vi siger området har bløde bjerge, der ligefrem inviterer til rideture, hvor næsten alt er muligt: De åbne enge er som skabte til en god galop - de lange stier til en tur i trav og de kuperede skråninger til at nyde naturen og hestene i skridt. Mere end 20.000 ha giver uanede muligheder for oplevelser i naturen på hesteryg. Vi rider ad uberørte stier med udsigt til Balkanbjergerne på den ene side og til den anden side så længe øjet rækker: Hele den store Maritsa slette. På skråningerne knejser de høje graner og i lysningen åbner sig et blomsterflor i alle farver. Duften af lavendel, roser og blomstrende græs-arter kan du opleve fra sommeren igennem. Og når dagen er omme går aftensolen ned bag de smukke bulgarske bjerge. |
Alt efter vejr og vind er der mulighed for at bade i en nærliggende bjergsø – eller man kan ride ca. 3-3,5 time til en lidt større sø med mulighed for fiskeri. Hver dag er der nye ture på programmet og ugens udflugter og aktiviteter tilrettelægges efter gruppens interesser og ønsker.
Oplevelser for outdoor - folket: Den uberørte natur langt fra alfarvej er som et overflødighedshorn af muligheder for både korte ture og lange dagsridt med picnic undervejs, hvis man da ikke vælger at slå lejr for natten ved en lille bæk og overnatte i det fri. Og når bagdelen bliver øm kan man plukke blomster og bær til den mest aromatiske bjerg-te. Man kan vandre ad gamle stier eller man kan nyde udsigten og stilheden. Stå op med bjergene den ene dag og nyd de svale morgentimer – gå i seng med bjergene den næste dag og nyd cikaderne sang og ildfluernes dans.
Mærk naturen på tætteste hold og vær med til alverdens små og store udfordringer. Har du lyst, pusler du selv om din hest. Går du rundt med en skjult cowboy i dig, har du chancen her for at slå dig løs med lassokast, hesteskokast og tilberedning af mad over bål. Rid ud og opdag dalens hemmeligheder og slå lejr i det fri. Omkring bålet er der plads til sang og musik – også til langt ud på natten.
Klosterridt
Godt 5 timers ridning gennem Rosernes dal ligger et gammelt kloster. Klosteret er stadig i brug, og udover nonnerne og præsten bor her et ægtepar, der passer klosterets minimale landbrug. Der er køer, lidt får og høns, en pragtfuld klosterhave og en stor køkkenhave. Alt sammen indenfor klosterets tykke mure. Her overnatter vi en nat. Efter morgenmaden er der tid til at gå en tur ad stierne bag klosteret, der fører langt ind i en kløft med pragtfulde vandfald og spændende klippeformationer. Stien er en del af Central Balkan National Park. Ridtet tilbage fører gennem mere end 20 km gammel skov.
Andre muligheder
Udover de aktiviteter som naturen byder på er der for mindre tillæg mulighed for dagsudflugt til Plovdiv med pulserende forretningsliv, en gammel bydel med bl.a. romersk amfiteater og 20 km derfra ligger det berømte Bachkovo kloster. Der er naturligvis andre mindre kendte udflugtsmuligheder, når først du står midt i herligheden. Det fortæller vi meget mere om på stedet. |
Galleri
|